Information omkring indførelse af digital startbog - del 2

Se TfK. december 2011 eller Hopudvalget.dk for at læse del 1.

Nu er langt de fleste aktive hopkaniner oprettet i Hopregisteret med de vigtigste data og alle deres klasseprøver. Der dog stadig nogle kaniner der mangler og for dem vil vi prøve at tage fat i ejerne og hjælpe, når de stiller op til konkurrence. Vi beder også stævnearrangørerne om at hjælpe ejerne (nye såvel som erfarne hoppere) af de manglende kaniner, så vi får de sidste med. Det er muligt både på ejernes sider i Hopregisteret og i Tilmeldingssystemet (af arrangørerne) at se, om der mangler data på kaninerne og om de er registreret med de rigtige klasser.

Faktaboks
For hver start du indtaster, skal du indtaste følgende:
  • Dato
  • Arrangerende forening
  • Dommer (fulde navn eller initialer)
  • Klasse
  • Placering
  • Antal deltagere (hvis kendt)
  • Evt. pinde og certifikater
  • Evt. point
  • Evt. data omkring klaret højde/længde eller antal fejl.
  • Fører

Hvis andre ikke allerede har indtastet resultater fra de pågældende stævner, vil du efterfølgende blive bedt om at indtaste titlerne for stævnerne.

Næste step for digital startbog i Hopregisteret er at få indtastet gamle resultater, der ikke allerede eksisterer i Hopregisteret, for at få klasser og pinde for kaninerne i Hopregisteret til at stemme helt overens med papirstartbøgerne. Dette kan gøres via punktet ”Tilføj gamle resultater” på forsiden af Hopregisteret. Det er kun påkrævet at du indtaster manglende resultater for starter, hvor dine kaniner har optjent pinde eller certifikater, men du er velkommen til at indtaste alle manglende resultater for dine kaniner. Du kan se hvilke resultater der er registreret for dine kaniner ved at gå ind på de enkelte kaniners sider og kigge under overskriften ”Resultater”.

For perioden 2009-2010 mangler der kun resultater fra enkelte stævner. Før 2009 mangler der en del resultater og efter 2010 skulle alle resultater gerne være med. Fristen for indsættelse af ovenstående er den 15. april 2012.

Derudover skal mærkeprøver fra startbøgerne, der endnu ikke er indtastet, også være indtastet i Hopregisteret senest den 15. april 2012.

Skulle du opleve problemer, have spørgsmål, have fundet fejl eller har andet vedr. Hopregisteret, som du gerne vil have hjælp til, så kan du nu klikke på ”Hjælp og support” i øverste venstre hjørne i Hopregisteret og oprette en support-sag, så en administrator kan hjælpe dig. I samme hjørne kan man vælge ”Ofte stillede spørgsmål”, hvor man kan få svar på de mest typiske spørgsmål.

Husk at det også er muligt at indtaste slægtsoplysninger for hopkaninerne i Hopregisteret. De største stamtræer har nu over 200 kaniner i stamtræet, kaniner i 14 generationer og med op til 95 billeder af kaninerne i nogle stamtræer.


Hilsen arbejdsgruppen for digital startbog
Rasmus Bjerner (tlf. 25 31 93 09), Maria Banke (tlf. 25 47 27 75), Lotte Svendsen (tlf. 28 26 57 71), Susanna Kristensen (tlf. 22 14 33 22), Lisa Hein (tlf. 40 88 67 44) og Mette Wind (tlf. 30 23 96 63)
For kontakt via e-mail, klik på navnene ovenfor





Skriv til
Hopudvalget



© Copyright - Hopudvalget.dk
Design og layout: Maria Banke og Rasmus Bjerner
Der tages forbehold for fejl og mangler.