Staldstafetten

Del 1

SÅDAN begyndte kaninhop i Danmark

Af Jørgen Larsen, Mimrelund

Det er mig en stor ære at begynde en stafet på Hopudvalgets hjemmeside. Begrundelsen er, at jeg har ”været på” hele vejen, og det er også ganske korrekt.
Det kunne blive en tør opremsning af hændelser og resultater, eller det kunne blive en beskrivelse af begyndelsen – og udviklingen af kaninhop – set ud fra min snævre synsvinkel med et par ønsker og perspektiver for den fremtidige udvikling.
De, der kender mig, vil ikke være i tvivl om, at jeg vælger den sidste udvej.

År 1988:
Flytter jeg til Horsens og melder mig ind i den lokale kaninavlerforening. Den blev ledet af en bestyrelse bestående af formanden, hans kone, som var kasserer, og hans hjemmeboende datter, som var sekretær. På generalforsamlingen bliver et par spritnye medlemmer valgt ind i bestyrelsen som menige medlemmer – det kunne give noget mere arbejdskraft! – Men allerede efter første arrangement går samarbejdet i stykker – der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling – og jeg bliver valgt til formand. Ret beset lå lokalforeningen i ruiner og burde egentlig lukke, men den nye formand – og heldigvis den øvrige bestyrelse – var stædige, grænsende til det naive – og vi ville ikke give medlemmerne af naboforeningerne det psykiske overtag over for os, der lå i, at vi gav op.

År 1989-1992:
Vi var straks klare over, at den hurtigste tilgang af medlemmer lå hos ungdommen – så med mig som faglig leder og specielt Søren Johansen som praktiske gris (sponsorpleje, første kontakt til både den skrevne presse, TV og kommunale myndigheder (-muligheder!)) fik vi på rekordtid opbygget DK’s største ungdomsafdeling.
På Sjælland var der – også dengang – en række aktive ungdomsmedlemmer og en leder, der blev formand for DK’s ungdomsudvalg, hvor jeg også kom til at sidde. Han hed Erik Fog Larsen, kom fra Næstved, og havde en masse ideer. Bl.a. havde han skitsen til en international ungdomslejr, som blev afholdt i Klinteby i 1990. Her deltog 5 svenskere, 50 hollændere, 70 tyskere (leder: en vis Friedel Hillebrecht) og 50 danske ungdomsmedlemmer. Som arrangører for sådan et gigantisk arrangement var der et par ”madmødre”, en ”praktisk gris”, der kunne alt med hammer, søm og sejlgarn, og så Erik og mig – dog havde vi god og rigelig hjælp fra de voksne blandt vore gæster - (både danske og udlændinge). Det blev 4 formidable dage, hvor mange nye venskaber blev opbygget. Her så jeg den første danske kaninhopper, nemlig Rikke Zoega fra Hårlev, hun havde en kanin, der uden sele og snor kunne hoppe over forhindringer, der var 10 cm (!) høje. Den kunne også passere en vippe og frivilligt gå gennem en tunnel!
Selve arrangementet blev gennemført på trods af en hovedbestyrelse, som var bange for, at det gav underskud, og som en engangsforestilling havde givet en garanti på – vistnok indtil 5.000,- kr.
Heldigvis gav lejren et rigtig flot overskud.

Det høje aktivitetsniveau på ungdomsfronten fortsatte, og vi havde fornøjelsen at gennemføre 2 busture med fyldt bus, dels til Pinneberg ved Hamburg, dels til Zuidlaren i Holland. Desværre var DK’s kasse p.g.a. af et overforbrug i sidste halvdel af 1980’erne temmelig tom, og Erik og jeg kom i et modsætningsforhold til hovedbestyrelsen omkring dækning af et eventuelt underskud ved et fremtidigt arrangement, så alle 3 medlemmer af ungdomsudvalget blev enige om at træde tilbage.
Kort efter trådte den ene (John Plannthin) ind i udvalget igen – så kunne han jo blive formand.

1993:
Var året, hvor 4 mennesker fra Horsens og 1 fra Vejle (Den gamle formand Charles Klüver) var i Allingsås 45 km. fra Göteborg for at besøge Nordens største sommerudstilling. I forbindelse med udstillingen var der udendørs kaninhopkonkurrencer hele weekenden. Jeg havde egentlig på fornemmelsen, at det var særlig dygtige og tålmodige førere med helt specielle kaniner, der kunne sådan noget, men der var bl.a. 125 deltagere i duelhop – og så måtte vi da også kunne. Vi var meget imponerede af selve arrangementet, jeg mest af håndteringen af kaniner og af stemningen, Søren så de propagandamæssige værdier og Charles, der ellers var meget negativ over for ”sådan noget pjat”, var vildt imponeret over pyntningen af banen med blomster og birkegrene. Der var adskillige hundrede tilskuere, som jublede løs på samme måde, som man i dag ser ved skiskydningsarrangementer i Ruhpolding og Oberhof, og for den sags skyld også ved Australian Open i tennis. Kammerater jublede lydeligt ved alle gennemløb med kaniner fra deres lokalforening, uanset om kaninerne blev nr. 1 eller nr. 57.
Og vi havde udset os en virkelig favorit, nemlig en kanin med det smukke navn ”Flying Goose”, ført af en ung rødhåret pige ved navn Anneli Nielsson, som i dag i øvrigt er formand for det svenske hopforbund, så vi jublede på livet løs før og efter hendes starter. Vi var måske lidt flove over at forstyrre hende så voldsomt, men om aftenen kom vi tilfældigt til at spise mad på samme pizzeri som hun, og jeg gik halvt undskyldende hen og præsenterede mig som leder af den danske fanklub, men hun svarede blot, at hun havde moret sig kongeligt, og at hun stod til rådighed, hvis vi fik brug for hendes viden og erfaring om kaninhop – det kom vi til kort tid efter.
Ligeledes fik jeg en rigtig god snak med ”kvinnan bakom kaninhoppning”, Lisbeth Jansson, senere på aftenen over et par kopper kaffe. Også her fik jeg lovning på al den støtte, jeg kunne få brug for.
Jeg skal endelig sige, at en svensk konkurrence næppe kan gennemføres uden mikrofon og højttaler, hvor dommeren informerer publikum både om dommerkendelser og kaninen og føreren. Det skaber en stemning af nærhed og fællesskab samt en klar fornemmelse, at det er et arrangement for glade mennesker, og ikke ”bare noget, der skal overstås”.
John Plannthin havde checkhæftet op af lommen og købte en hel samling forhindringer med hjem. I vore fattige forening i Horsens var vi ikke lige til sinds at foretage investeringer, så vi klarede os med hjemmelavede forhindringer, primært kreeret af Søren, i den første tid.

Første optræden i Danmark.
3 uger efter at vi kom hjem fra Allingsås havde vi en lille sommerudstilling med 28 kaniner – hvoraf jeg kom med de 20 (!)
Det var jo ikke rigtig noget, der kunne laves nogen særlig stor presseomtale om, men jeg var straks gået i gang med at træne med en næsten 2 år gammel japanerfarvet hollænder, der var importeret fra Schweiz. Han havde fået navnet ”Flying Rominger” efter en schweizisk cykelrytter. Men jeg tog chancen og ringede til nu pensioneret journalist Chr. Rye og spurgte, om han ville være den første der skrev noget om Danmarks nye nationalsport. Det synes han var en god idé, og vi fik megen spalteplads i Horsens Folkeblad både før og efter arrangementet. Det medførte i øvrigt et besøg i min kaninstald af en kameramand og en journalist fra det hedengangne TV Trekanten, som viste et 5 minutter langt indslag med Flying Rominger i kvik og flydende passage over 3 forhindringer, som i dag nærmest ville betegnes som ”godt og vel middelsvær”. Det blev slet ikke pinligt!!

Efterår/vinter 1993/1994:
Jeg fortsatte med jævnlig motionering i min stald sammen med min datter, Rikke, og der var ganske mange præsentationer (10-12 gange) af kaninhop på gågaden i Horsens og ved forskellige arrangementer, som kunne bruge et underholdende indslag. Også på kaninudstillinger, bl.a. i Hårby, Brejning og LU fik vi lov at vise kaninhop. Som en joke lavede vi en lille konkurrence, hvor Rikkes kanin Zack – den Flyvende Hollænder fik nr. 1 og mine kaniner Flying Rominger, Rominger Junior og Rominger III fik nr. 2, 3, og 4. Under præsentationen på en lille lige bane kunne tilskuerne få et indtryk af kaniner og stemme på, hvem der kunne vinde en højdespringskonkurrence. Det kostede 1 kr. pr. gæt, og man fik 2 kr. igen, hvis man gættede rigtigt på vinderen. Nu var det sådan, at Flying Rominger ikke var så sprælsk som de 3 andre, og der var næsten ingen stemmer på ham, men han vandt hver gang. Vinderhøjden 60-70 cm var glimrende, når man tænker på vores erfaring eller mangel på samme – ”gamle Flying Rominger” nåede en rekord på 76 cm i højde. Det var en god forretning for de arrangerende foreninger – og det var første succesoplevelse sammen med foreningsledere og kaninavlere. Jeg skal selvfølgelig også nævne, at det væltede ind med tilskuere, journalister og TV-folk.

Når man nu tænker på, hvor forbeholdne nutidens hoppere er med at nævne over for fremmede om deres hobby, så skulle I tænke på, hvilken reaktion det affødte, at en mand med 35 år som aktivt medlem og udstiller pludselig kaster sig over noget SÅ vanvittigt – ”NU rabler det da for ham” lød snakken mellem burene, men jeg kunne frejdigt meddele, at hvis vi skulle have en chance for at beskæftige os seriøst med kaniner i fremtiden, kom man ikke uden om kaninhop!!

Fortsættes…

Jørgen Larsen




Skriv til
Hopudvalget



© Copyright - Hopudvalget.dk
Design og layout: Maria Banke og Rasmus Bjerner
Der tages forbehold for fejl og mangler.