Staldstafetten

Del 4

Af Liza Lassen, Stald Elmely - Juni 2012

Denne staldstafet var jo egentlig nået til Maria Banke, men da hun ikke ønsker at skrive et indlæg lige for tiden, så har hun valgt at give stafetten videre til mig. Jeg takker for valget, og vil nu skrive mit kaninlivs historie og komme omkring nogle af mine holdninger til emner vedrørende kaninhop.

Jeg hedder Liza Lassen og er indehaver af Stald Elmely, som ligger i Nordjylland. Jeg er født i 1981, men vi skal helt frem til foråret 2004, før jeg fik mine første kaniner. Som barn ville jeg gerne have kanin, men mine forældre syntes, at vi havde dyr nok (heste, hund og katte) og i den nærmeste omgangskreds var der flere eksempler på klassikeren ”barn plager om sød kanin, som mor kommer til at passe”, så jeg opnåede aldrig status som barnekaninejer.

Da jeg så flyttede på landet som voksen skulle der naturligvis indkøbes nogle kaniner. Som mange andre startede jeg med kælekaniner i lidt forskellige racer: Dværg Vædder, Løvehoved og Teddyer, og så blev der solgt lidt som kælekaniner. På det tidspunkt var kaninerne kun en lille bihobby, og det var ikke noget, jeg brugte meget energi på i forhold til hestene, som dengang var både erhverv og fritidsinteressen. Til LU 2005 havde jeg så bestemt mig for, at jeg ville købe 1,2 racekanin, og så starte op med noget mere seriøst avl. På det tidspunkt havde jeg fået meldt mig ind i DK, og gennem tidsskrifterne var jeg blevet noget klogere på kaniner, og hvad der skulle til som avler (det var før internettets indtog i min bolig). Jeg drog så hjem fra LU med 3 Sallandere, 3 petcaddyer, komplet øremærkningssæt og en pæn slat penge fattigere, og så skulle jeg være seriøs kaninavler. Det blev da også til nogle fine unger (flere 95ere) og en række udstillinger med ok resultater (nr. 2 til Kimbrerskuet som bedste resultat), men ret hurtigt fandt jeg en anden gren af kaninverdenen, som var en del mere spændende end udstilling - nemlig hop, og så løb det der med udstillingerne ud i sandet. Som springrytter er det jo ret nærliggende, at kaninerne også skal hoppe, og jeg har egentlig kendt til ”fænomenet” kaninhop gennem mange år, hvor det bare har ligget som ”unyttig viden” i baghovedet. Så efter, at jeg selv fik kaniner, fik jeg hurtigt tanken om, at det skulle afprøves, men med stalden fuld af heste, og tiden brugt på andre ting, så blev der ikke gjort noget ved det det første års tid, jeg havde kaniner. Efter en flytning og en kraftig reducering i hesteantallet blev der mere tid til kaninerne, og tanken om kaninhop kom på banen. Et par af kaninerne blev derfor hoppet lidt med i stalden, men det var ikke, fordi det fangede mig helt vildt. Kaninerne var noget vrangvillige, og føreren noget utålmodig, så jeg så det ikke som en fremtidig hovedinteresse. Da internettet så fandt vej til min bolig i sommeren 2005, og jeg oprettede en hjemmeside, fik jeg også skrevet, at jeg hoppede med nogle af kaninerne, og at det var planen, at jeg ville starte stævner. Hurtigt blev jeg kontaktet af Camilla Argjum og Anette Jensen, som spurgte ind til mine planer og svarede på mine begynderspørgsmål. Nu var der så sat lidt mere gang i planerne, så i efteråret 2005 hankede jeg op i min bedste hopkanin Elmelys Super Sigurd og begav mig til stævne på Gasa i Århus. Det, jeg selv husker bedst fra stævnet er, at det var komplet umulig at finde derhen og så Maria Gadkjær, som i vanlig stil snakkede med den nye :-). Resultatmæssigt var stævnet ingen succes for mig, for jeg tror, at vi klarede ca. to spring i alt, så alt den ”ihærdige” træning var ikke meget værd. Senere har jeg ladet mig fortælle, at jeg gik over springene på banen, så jeg burde have været disket, og derudover var jeg blevet bemærket, fordi at jeg var troppet op i ridebukser :-). Ja, ja al begyndelse er svær, og kaninen blev også hurtigt solgt til kæl, for hopkanin var den jo ikke (måske lidt bedre træning og rutine kunne have hjulpet…). Som det sikkert kan forstås, så var det ikke min stævnedebut, der kickstartede hopinteressen hos mig. Jeg fortsatte dog med at hoppe lidt i stalden for sjov, men ellers var det stadig hestene, der blev brugt mest energi på. Da jeg i foråret 2006 blev gravid, blev der sat en dæmper på at hænge på nakken af en hest hele tiden, så jeg solgte ud af hestene og fokuserede mere på kaninerne. Samtidig havde jeg fået den ide, at jeg ville avle nogle Dværg Væddere, så jeg havde søgt efter en egnet avlshan og fået kontakt til en pige, der havde et kuld med bla to egnede sorte hanner i. Så jeg var taget derop og kigget på kaninunger og kommet hjem med en fin sort han, som skulle bruges til avl. Det blev han da også, og han blev faktisk far til sit første kuld, da han kun var 4,5 måned gammel. Til gengæld blev han også min indtil nu bedste hopkanin, det var nemlig Elmely Mr. Chapman KG. Det havde jeg jo ingen anelse om, da jeg købte ham i april 2006, men kort efter blev jeg kontaktet af Sabrina fra Stald Magic, som syntes, at det var en mægtig ide at bruge Chapman til hop, da der var god hopafstamning bag ham. Så nu havde jeg lettere tilfældigt fået en kanin med godt hopblod i stalden. Lidt research oplyste mig hurtigt om, at nærmeste sted at træne hop var i Århus, og da det var over en times kørsel fra mig af og træningsdagen passede dårligt, begyndte jeg ret hurtigt at pusle med ideen om, at starte noget hoptræning op hos mig selv. Hvornår jeg luftede den ide for andre erindrer jeg ikke helt, men over nettet fik jeg i hvert tilfælde fat i Rasmus Bjerner og fik aftalt, at jeg kom til træning i Horsens en dag i juli. Som sagt så gjort. Jeg pakkede Chapman og drog til træning på Skovgården (i øvrigt også iført ridebukser). Træningen gik helt fint, og jeg fik snakket med en masse kaninfolk, og ideen med selv at starte træning fik lidt mere næring. Jeg tog turen til Skovgården en gang mere den sommer, og det var for at starte mit første stævne med Chapman - Let Kroget, hvor vi fik pind :-). Dette er, hvad jeg kalder den rigtige start på min ”karriere” som aktiv hopper, altså sommeren 2006. På det her tidspunkt var jeg i hvert tilfælde blevet bidt af det, så nu blev der gjort alvor af planerne om at starte noget hoptræning op. Jeg havde fået nys om, at Viborg (jeg hørte på det tidspunkt under Østhimmerland) havde en gammel hopbane til at stå og samle støv, så jeg ringede til Benny Garly og fik lov til at låne springene mod, at jeg selvfølgelig skiftede forening. Springene blev hentet, noget fugtskadede, og der var ikke nok til mere end en Let bane, men det var da en start og suppleret med mine egne spring kunne det sagtens gå an. Der blev sat en notits i tidsskriftet om, at nu holdt Viborg hoptræning onsdag aften hos mig. På den første træningsaften var der mig og Camilla Borch. Og det var så antallet af aktive hoppere i Viborg de næste par år. Gennem årene har der været et par stykker til og fra, men vi har altid kunnet tælle Viborgs hoppere på en hånd. Officielt holder vi stadig fast i træning onsdag aften, men i praksis kontakter folk mig bare, og så kommer de og træner, når vi får det til at passe. Det første stævne, jeg arrangerede, var i maj 2007, og siden har jeg afholdt nogle stævner hvert år. De første par stævner måtte jeg jo have dommerhjælp udefra til, men det er nu nemmere, når man selv kan dømme, hvis man ikke kan finde dommere, så jeg begyndte på dommeruddannelsen i juni 07 og pga. den lange myxoperiode det efterår, så blev jeg først færdig i marts 2008. Det efterår/vinter bød på andet skidt i mit liv end myxomatose. Jeg tilbragte nogle uger på sygehuset over flere omgange, og det mundede ud i en diagnose på Sclerose. Dette medførte, at hele mit liv slog en kolbøtte, så jeg i april 08 flyttede fra Viborgegnen og købte et lille nedlagt landbrug i Vebbestrup, hvor Stald Elmely har til huse i dag. Efter denne nedgang i helbred blev de sidste heste solgt og fritidsinteressen har siden (næsten) udelukkende heddet kaninhop.

Racemæssigt bar min hopstald i starten præg af, at jeg var gammel avler, for de skulle være racerene og gerne kunne udstilles. Hurtigt fik jeg øjnene op for Belgisk Hare, som jeg stadig er meget betaget af. Både deres udseende og temperament tiltaler mig. Desværre har mange af dem nogle store fejl, såsom at sjuske meget, og så vil de gerne kravle på springene. Ikke gode egenskaber hos hopkaniner og da der er for langt mellem de rigtigt gode harer, så er jeg nu kommet frem til, at en blanding med Dværg Vædder er bedre egnet til hop end en ren Hare. Det med de racerene kaniner er derfor et overstået kapitel for mit vedkommende :-).

Antalsmæssigt har der været mange kaniner gennem min stald, og som ”gammel” hestehandler knytter jeg mig ikke specielt til mine kaniner, så jeg har ingen problemer med at sælge en kanin, der ikke egner sig til hop eller at træffe beslutning om aflivning af en kanin med helbredsmæssige problemer. Hos mig sidder der ikke kaniner, som kunne have behov for iltapparat eller gangstativ. Jeg ved selv, hvad det vil sige at have bøvl med bevægeapparatet, så når mine kaniner ikke længere kan bevæge sig frit rundt eller badutter forårskåde i løbegården, så er de efter min mening bedst tjent med at komme til de evige mælkebøttemarker. Jeg har heller ikke kaniner for at gå og klø den bag ørene eller vende dem på ryggen og kilde dem på maven. Sidstnævnte tror jeg også, de færreste kaniner finder særligt behageligt, og efter min mening er den eneste slags kaniner, der er egnet til den slags købt i Fætter BR. Dermed ikke sagt, at mine kaniner ikke bliver snakket med, for det gør de, og flere af dem kommer løbende, når man kalder på dem i løbegården. Jeg kalder bare ikke mine kaniner for tamme, men håndterbare. For det er ikke børnekæledyr, som ordet tamt tit refererer til, men snarere konkurrencedyr på linje med sportsheste, og de bør håndteres med samme respekt. Kaninerne i min stald må gerne have lidt karakter og personlighed. Deres egen mening om tingene og lyst til at komme ud og opleve noget. Hvis man prikker mine kaniner på næsen, så er der da et par stykker, der ville kvittere med at bide i fingeren. Det ville jeg nu sikkert også selv gøre, hvis nogen prikkede mig på næsen, så hvis en kanin skal finde sig i den slags, så er vi tilbage til fætter BR modellen og ikke hopkaniner. Til gengæld synes jeg, at tendensen med at ”aggressive kaniner hopper bedst” i bedste fald må opfattes som et barnligt udtryk for, at man føler sig sej, fordi man kan styre den ”store stygge kanin”, og i værste fald er afstumpethed, hvor man bevidst hidser sine kaniner op og udsætter dem for dårlig behandling, så de forsvarer sig. Uanset hvad der ligger til grund, er det en tendens, jeg tager afstand fra.

Drivkraften bag mit kaninhold er klart stævnerne og alle de gode oplevelser, de giver. I kaninhop er det næsten et fyord at være konkurrencemenneske, men det ”indrømmer” jeg gerne, at jeg er. Jeg går ikke på banen, for ”at være med”, næ, jeg vil skisme gerne vinde (eller i hvert tilfælde have, at kaninen hopper godt), og jeg bruger altså ikke oceaner af tid og energi på at blive nummer sjok. Der er flere typer kaninhoppere, og jeg tilhører altså dem, der tager konkurrenceelementet seriøst, hvilket fører mig hen til en af mine kæpheste (og nok noget af det, folk kender mig mest på), nemlig, at jeg bliver voldsomt irriteret, når folk forstyrrer mine gennemløb. Mange tror fejlagtigt, at det er fordi, at mine kaniner ikke er miljøtrænet, men her tager folk altså meget fejl. Mine kaniner er vant til hunde, katte, trafik og ikke mindst Mads (min friske søn) der leverer daglig kvalitetsmiljøtræning i form af støj og hurtige bevægelser i stalden. Det handler tværtimod om respekt for det, der foregår på banen. Så hvis folk (eller folks børn) skal løbe, råbe, vifte med tæpper eller hvad man nu kan finde på, så kan man gå væk fra konkurrencebanen og være fjollet, eller i det mindste spørge om lov, hvis man vil skræmme folks kaniner med sit kamera, mens de forsøger at koncentrere sig om at hoppe. Alt andet er i mine øjne respektløst. Der er ikke vildt meget tid til diplomati, når man er på banen midt i et gennemløb, så der er da blevet uddelt et par verbale lussinger gennem årene, men jeg er altså ikke så slem, når man kender mig :-). Jeg går da heller ikke af vejen for en god diskussion om alt mellem himmel og jord, og jeg foretrækker klart, når folk kan argumentere for deres synspunkter og tør stå ved deres ord.

Jeg deltager i de stævner, der ligger inden for ca. to timers kørsel (og som ikke har begrænsning på), og det bliver da til en del starter på et år. Jeg foretrækker klart finaler, også selvom at man har tid nok. Metode D2 er i mine øjne spild af tid. Man kan træne derhjemme og på opvarmningen, hvor det er ganske gratis at hoppe alle de spring man vil.

Alle mine kaniner bliver trænet lige meget, uanset hvor dejlige eller trælse de er at hoppe med. Ca. en gangs hop om ugen og så en eller to gange i løbegård plus stævner. Aldrig hoptræning dagen før eller efter et stævne. Ligesom med hestene er det også arbejdet med de unge kaniner, der tiltaler mig mest. At se udviklingen fra gang til gang er noget af det mest spændende i arbejdet med dyr, synes jeg, og så er lysten til at hoppe det vigtigste karaktertræk hos mine kaniner. En tvær kanin, der hellere vil æde eller bare smider sig ned, gider jeg ikke arbejde med, så med den indstilling risikerer man at blive solgt til kæl. Derudover skal mine kaniner kunne hoppe den klasse, de er i. Der er desværre ikke så mange Veteranklasser, men jeg så gerne, at der kom nogle flere af dem, så der var en større pointe i, at sætte sine gamle kaniner i Veteran, hvis de enten er usikre på de højere klasser eller fysisk ikke magter det længere. Jeg synes helt sikkert, at det er sjovere at hoppe en let Middelsvær med en kanin, der nyder det, end at hoppe Elite eller Svær med en stresset kanin, hvor banen ligner Hiroshima efter gennemløbet. Det er lysten, der driver værket både hos kanin og fører :-).

Efter at have fortalt min kaninhistorie giver jeg nu stafetten videre til Betina Miller, som har opnået rigtig gode resultater med sine kaniner, på trods af, at hun i modsætning til mange af os andre har et ret begrænset antal bure til rådighed :-).




Skriv til
Hopudvalget



© Copyright - Hopudvalget.dk
Design og layout: Maria Banke og Rasmus Bjerner
Der tages forbehold for fejl og mangler.