Staldstafetten

Så blev det min tur til at være med i staldstafetten. Hvilket jeg selvfølgeligt er meget glad for. Jeg hedder Nicole og er et årgang 1990-barn. Ja man er sørme ved at være gammel af dage.

Jeg har været medlem af Danmarks Kaninavlerforening siden 2008 og har hoppet med kaniner siden 2006.

For at komme til min start med kaninhoppen skal vi til Ubberud-udstillingen i Odense, hvor min søster havde overtalt mig til at skulle hen og kigge kaniner. Der blev jeg første gang introduceret for den forunderlige verden af kaninhop. Og jeg må indrømme jeg var ikke imponeret. Jeg fandt det mildest talt komisk, og det røg da også hurtigt i glemmebogen.

Et stykke tid efter, helt præcist august 2006 fik jeg Pjuske hjem, faldt over ham i Rosengårdcentret og mine forældre gik med til at få ham på det kompromis, at jeg så ville tie stille om den hundehvalp jeg konstant plagede om.

Det var ikke nyt for mig at skulle have kanin. Derhjemme havde jeg allerede to skønne tøser siddende, en teddydværgvædder som hed Scjasse og en chasmirevædder der hed Kikkie.

Pjuske flyttede ind på mit værelse til at starte med. Og han var sådan en lille ballademager, at mine tanker begyndte at falde tilbage på kaninhoppen jeg havde set. Jeg besluttede mig for, at det skulle Pjuske lære. Så jeg tog et stort håndklæde og lagde det på bryggersgulvet – her lagde jeg en pensel over to smykkeæsker, satte Pjuske på den ene side og satte mig på den anden, kaldte og kaldte indtil han hoppede hen til mig, og derved automatisk over penslen. En drøm var skabt, at Pjuske skulle være den næste stjerne inden for kaninhop. Jeg begyndte at søge på nettet og fandt et sted i lokalområdet hvor de afholdte træning. Det gjorde Sydvestfyn med Maria Banke som træner. Min søster og jeg hankede op i alle tre kaniner og kom ud til træning. Vores langhårede piger var tydeligvis ikke de store genier til det med kaninhop, men Pjuske var da rimeligt sej.

Derhjemme fortsatte træningen med Pjuske, jeg fik indkøbt et par enkelte spring af Mette Wind. Og de blev brugt i stor stil. Dengang handlede det for mig om at se, hvor højt Pjuske kunne hoppe. Noget jeg i dag selvfølgeligt fraråder hoppere, for selvom Pjuske kunne hoppe et enkelt elitehøjde-spring, kom han aldrig til at klare sig særlig godt til stævner, så drømmen om at Pjuske skulle dominere kaninhoppen som vi kendte den, røg da godt og grundigt til jorden hehe.

Da jeg flyttede til Nyborg på kostgymnasium fik jeg mulighed for at blive indlejret på den lokale byggelegeplads. Og så gik tingene forholdsvis stærkt. Jeg ville jo rigtig gerne have unger efter Pjuske. Så en hunkanin skulle der til. Jeg reserverede en fra Lisette, og yderligere faldt jeg over en annonce fra Liza. Da jeg ikke kunne vælge måtte både Kiara og Altaria flytte herhjem.

Stille og roligt begyndte jeg at tage til stævner. Nu var det jo sådan, at jeg ikke boede i nærheden af mine forældre. Så de kunne ikke køre mig, jeg havde ikke selv kørekort og der var ingen stævner i nærheden af mig. Så jeg lavede specialaftaler med byggeren om at låne nøglerne, så jeg kunne snige mig ned og hente mine dyr om natten. For ja det var om natten ;) Når jeg skulle til stævne stod jeg som oftest op kl. 4 for at komme ned og hente mine dyr, derefter bandt jeg kasserne sammen med reb og derved kunne jeg bære flere kasser ved hver hånd. Så kunne jeg gå ned til banegården hvor jeg tog toget ved en halv 6-tiden, for at kunne nå at være til stævnet. Ofte var jeg først hjemme igen ved en 23-tiden. Så de første par år kunne jeg ikke klare mange stævner da de tog et hårdt tag på mig.

Jo mere jeg lærte flere hoppere at kende jo nemmere var det at få hjælp til at blive hentet ved en station og derved blev mine muligheder for stævner øget og det samme gjorde kaninstalden. Altaria og Pjuske fik det første hopkuld hos mig, her beholdte jeg Hotti.

Da jeg flyttede i lejlighed og fik mine kaniner flyttet ud til en privat grund, begyndte jeg at gå med tankerne om at starte noget hoptræning op. Jeg havde nu en at træne med, da Karen havde købt Magnus og var begyndt at træne ham og det var da vildt hyggeligt, at vi var flere. Da der allerede var træning i den forening jeg var medlem af, valgte jeg på opfordring at skifte forening over til Nordvestfyn, som er min lokalforening i dag.

Min nye formand var heldigvis åben over ideen for træning og hurtigt kom vi i gang. Her fandt jeg mit drive, at have eleverne var simpelthen en hyggelig oplevelse, og for mig var det så vigtigt, at de havde den støtte jeg en gang imellem havde savnet, fordi jeg havde boet et sted, hvor der ingen træning var. Hurtigt blev vi et stort hold, som bare havde det rigtig godt. Nu hvor jeg er flyttet har jeg desværre ikke mulighed for at have hold over, men ved at jeg er hopansvarlig i Nordvestfyn, er jeg mere aktiv end nogensinde, når det kommer til hoparrangementer.

I løbet af årerne er der sket mange ændringer i mit opdræt, ved siden af hoppen har jeg mine udstillingsdyr. Jeg startede med at have dværgvæddere i varianten blå, derefter vildtgrå og zobel blå. Derefter droppede jeg dværgvædderne for at begynde med hermelinerne, der har der også været en del farver indover, nok mest dominerende har de zobel blå været, men flere farver har været ind og ud af min stald. Når jeg tænker tilbage har jeg virkelig været forvirret over hvad jeg egentlig ville, men vi skal vel alle finde vores plads, og det tog lidt tid før jeg fandt min. Lige nu ligger fokuset på hopkaninerne, jeg har stadig hermeliner, men jeg vil først komme rigtig i gang med dem igen, når jeg har tiden og lysten til det antal dyr, som udstillingsavl i min verden kræver.

Når jeg sidder og tænker tilbage på begyndelsen og hvorfor jeg startede med kaninhop, så tænker jeg virkelig hvor den energi kom fra, hvorfor ville jeg stå op midt om natten for at komme tilbage igen sent om aftenen. Hvorfor var det så vigtigt. Jeg har ikke haft den luksus, at jeg havde familie til at køre mig til diverse stævner. Men jeg havde en anden luksus, og det var at jeg var omgivet af mange hjælpsomme og søde hoppere, der hjalp mig på forskellige måder. Ved at hente mig på diverse stationer, ved at lade mig overnatte mellem stævner og ved bare at gøre dagene så gode og hyggelige, at motivationen var så stor til at komme til stævne igen, at jeg gang på gang kunne hanke op i mig selv og komme afsted.

Den hjælpsomhed og de dejlige mennesker er grunden til, at jeg i dag ikke bare stadig er en aktiv hopper, men at jeg selv har sådan et drive, når det gælder om, at hjælpe andre i gang.

Kaninhop er hyggeligt, det er en måde for os at være sammen med vores dyr. Det er en alsidig hobby, her er der både plads til konkurrencemennesket, men også plads til dem der bare ønsker at hygge sig uden tanke på resultater. Men grunden til at kaninhop, i min verden, er så fantastisk en hobby, er sammenholdet. Det er, at vi som hoppere er der for hinanden, mennesker der på så mange måder er så forskellige og fra vidt forskellige dagligdage, kan finde sammen om denne her hobby og bare være der for hinanden. Det er hvad der gør, at vores hobby bliver større og større. Og det er udelukkende sammenholdet og det at kunne hjælpe hinanden, der vil gøre, at kaninhop vil blive ved med at være en helt fantastisk hobby.

Og her siger jeg ikke, at vi alle behøver, at være bedste venner, for det er vi jo selvfølgelig ikke. For ja, det er da rigtigt, at vi har vores konflikter, og der er da ingen tvivl om, at diverse forums og hjemmesider har givet muligheder for hundredevis af nye måder at give hinanden røg på. Men det der gælder, er, at vi når der er brug for det hjælper hinanden, og der har jeg hundrede pct. tillid til hopperne, der er da mange af dem, som har hjulpet og været der for mig, som jeg ikke snakker eller har noget at gøre med, men de var der for mig, ligesom jeg i situationer har været der for andre. Og det er det der tæller, det er det sammenhold der gør, at vi vil få nye hoppere til og at de nye hoppere en dag vil være erfarne nok til at kunne være der for det næste hold nye hoppere. Hvorfor skriver jeg det her, tja der har været så meget snak om de gode gamle dage, og ja de var gode, men jeg tror bare, at det var på tide, at give hoppen og hopperne et klap på ryggen, for det har de fortjent, det kan godt være, at vi ikke lever i de gode gamle dage længere, men vi lever i nutiden og den er heldigvis også fuld af glæde og fantastisk sammenhold.

Tak for muligheden for at fortælle min historie. Jeg vil give denne staldstafet videre til Camilla á Argjum pga. hendes avlsarbejde og store engagement indenfor kaninhop.