Staldstafetten

Del 15

Af Charlotte Elleby, Barrit - Oktober 2018

Mit navn er Charlotte Sundahl Elleby, jeg er 20 år og blev HTX student i sommeren 2018. Jeg er indehaver af Stald Sundahl, hvor der bor 12 kaniner. De 7 er aktive stævnekaniner, de 3 er ungdyr, der så småt er på vej ind i deres stævnekarriere og de 2 sidste er delvist pensionererede hyggetrolde.

Alt det her med kaninhop startede tilbage i 2011. Dog var det først i 2012 at Stald Sundahl blev til. 2012 var året hvor jeg blev medlem af DK, startede mit første stævne og fik min første hopavlede kanin. Det hele startede med to kælekaniner der sad i deres bur dagen lang og som mange andre børnekæledyr i Danmark, blev passet af mor og far 7/10 dage. Min interesse var hos hestene, og det var dem som al min tid gik til. En dag i 2011 faldt jeg over en YouTube video med overskriften ”rabbit jumping” og denne fangede mig. De næste mange uger kæmpede jeg med at træne mine to kaniner Springer og Beauty. Springer var god og det er hans fortjeneste, at jeg i dag sidder og skriver denne stafet.

Ligesom alle andre er jeg startet helt fra bunden, og jeg var endda en af dem der absolut ikke var her for at starte stævner, faktisk var det slet ikke en del af planen at dette nogensinde skulle ske. Stille faldt jeg ind i rytmen og det første stævne blev krydset at listen, én kanin blev til to, som blev til 3 og 4. Der er massere af stævner på listen med kommunikationsproblemer og tidsgrænser der knapt kunne nås, og aldrig havde jeg forestillet mig at ende i toppen af en eliteklasse. Jeg har kæmpet, drømme er gået i opfyldelse og fantastiske oplevelser er tjekket af. Om nogen har kaninerne lært mig igennem disse år, at man aldrig skal give op. En dag knækker man koden og dét øjeblik er guld værd.
Mit syn på kaniner og kaninhop har ændret sig ufattelig meget i den tid jeg har været med og gør det stadigvæk for hver dag der går. Hvordan de trænes, hvilke forventninger jeg har til dem, hvad jeg tænker på avlsmæssigt og hvilke forhold de lever under, alt dette har og er stadigvæk under udvikling. Selvom jeg har været i gang i 6 år, så lærer jeg nye ting hver dag og heldigvis for det, udvikling er en fantastisk ting.

I min stald vægter jeg højest, at mine kaniner bliver aktiveret og får omsorg hver og én. Min stald er bestående af bure på 120*60 og 180*60, og jeg ville ønske at jeg kunne gøre dem større, men alting til sin tid, og lige nu er det ikke en mulighed. Eftersom mine bure ikke er større end de er, sørger jeg for at aktiverer mine kaniner både i og udenfor buret. Jeg har løbegårde så 8 kaniner kan være ude hver dag og i den kommende tid bliver det udvidet så der er én gård til hver. Når jeg ser ind i min kaninstald, vil jeg se en flok glade kaniner, der sidder fremme ved lågen og ønsker at følge med i omverdenen og udviser livsglæde. Kaniner er et dyr med en masse personlighed og nogle kræver mere tålmodighed og forståelse end andre.
Der bliver lagt ufattelig meget tid i hver enkelt kanin. Flere gange har jeg haft nogle kaniner jeg har tvivlet lidt på, men så pludselig en dag, viser de alt det jeg har trænet hårdt efter. Mine kaniner er mig tæt om hjertet hver og én, og alle er de kommet for at blive. Jeg anskaffer mig ikke bare en ny kanin selvom jeg til tider bliver fristet. En kanin lever mange år, og derfor skal det være det helt rigtige før jeg melder ind.

Jeg ønsker at have kaniner med stærke muskler og god kondition. Jeg træner mine kaniner efter behov og de trænes sjældent på lange baner. Træningen består af 3 spring som kaninen måske hopper 2 gange. Nogle dage benytter jeg mig af tempospring og dette fungerer fantastisk godt i mine øjne. Jeg har efterhånden lært at kaninerne kan meget mere end jeg egentlig regnede med. Mine kaniner bliver trænet efter at kunne klare det hele, og jeg ved at de kan, og hvis ikke, så skal de nok lære det. En masse nedture har i sidste ende ført til en masse opture, og det er tider som disse der minder mig om, hvor fantastisk det er at arbejde med dyr. Netop sætningen ”arbejde med dyr” er altid med i baghovedet. Kaniner er levende individer og ligesom mig selv, så kan de have en dårlig dag og det er helt i orden.

Jeg deltager aktivt til stævner rundt omkring, og jeg går altid efter en sejr. Nogle dage sejrer man og andre dage gør man ikke. Dog er det vigtigt at se forskel fra et dårligt gennemløb og et gennemløb med fejl. Mange af de gennemløb jeg husker bedst har ikke været de fejlfrie. Der er nogle gennemløb, hvor man har den fedeste følelse og hvor alt bare fungerer, at der så ryger en pind hist og her – herregud med det.
Til stævner er der selvfølgelig også altid lige det store plus, at man mødes med venner fra nær og fjern og har en fantastisk dag i godt selskab og det er det sociale der gør, at jeg trapper op gang på gang.
Når nu emnet er inde på stævner, så blev jeg i starten af 2017 uddannet kaninhopdommer.
I mit hoved, er en dommertitel ikke bare en titel man bruger til at dømme en konkurrence. En dommertitel betyder også ansvar og et billede udadtil. Når jeg går på banen som dommer, så bedømmer jeg efter regelsættet, jeg forsøger at holde mig opdateret og huske dem alle hele tiden og det er ikke altid let. Når jeg går på banen som deltager, så fører jeg efter de standarder og ønsker jeg har til de deltagere, som jeg selv ønsker at se når jeg er dommer på en konkurrencebane.
Som dommer elsker jeg at bygge udfordrende baner og se hvordan førerne bliver glade når deres kaniner springer selv de sværeste spring. Jeg vil se kaninerne udfolde sig, bruge hovedet og ønsker at pindende der uddeles går til kaniner der viser at de er klar til at rykke op i næste klasse. Hovedmålet som dommer er at bygge en bane jeg selv vil konkurrere på. Selvom jeg har kaniner i en klasse, så springer jeg gerne til, når min forening har brug for en dommer. Det kræver samarbejde for at få det hele til at fungerer og derfor må man ofre sig engang imellem.

Når jeg tænker på avl er der ufattelig mange ting at tage hensyn til. Først og fremmest hvilke linjer og hvad der ligger bag af styrker og svagheder hos disse kaniner og dernæst om nogle linjer genetisk ikke er så smart at blande sammen. Derudover er jeg imod kappe/kappe kuld eftersom der er stor en chance for at der opstår komplikationer hos ungerne, hvilket jeg har oplevet med egne øjne. En god hopkanin er ikke nødvendigvis en god avlskanin, og ofte ser man nogle af de lidt mindre meriteret hopkaniner avle nogle af de fineste hopkaniner til dags dato. For mig er et kuld unger ikke bare et kuld. Der er en risiko ved at lave et kuld unger og denne risiko fylder en hel del i mit hoved. Så når jeg planlægger et kuld unger er det med tanke på, at hunkaninens liv sættes på spil og derfor tænker jeg ekstra meget over kombinationen af hun og han kanin og jeg ønsker altid selv en unge fra kuldet.

Jeg sidder i bestyrelsen i Horsens og Omegns kaninavlerforening af den ene grund, at jeg simpelthen elsker at lægge tid og arbejde i min hobby. Vi er en lille menneskemængde der holder af den samme hobby, og for at få fremdrift må vi stå sammen i tykt og tyndt. Det kræver at vi alle gør en indsats for at få nye medlemmer tiltrukket , og når vi viser vores stald, vores kaniner og vores hobby frem, så er det ikke bare ens eget ansigt man viser frem, men hele Danmarks kaninhoppere. Vi lever i en verden, hvor vi ofte sætter hinanden i grupper, så hvis én kaninhopper gør sådan, så gør alle det nok. Forhåbentlig er det så en positivt virkning vi udsender, men det er vi alle med til at afgøre i de situationer vi ender i.

Hvor langt kaninhoppen er kommet og hvor den er på vej hen, er der flere forskellige synsvinkler på. I mit hoved er udvikling vejen frem, og eftersom tiden går og alt gør fremskridt må man følge efter. Jeg ønsker at se kaninerne give alt hvad de har og som dommer og som træner går jeg efter en sværhedsgrad der er i top. Det sidste lange stykke tid har jeg set, hvordan kaninerne giver sig 110% på en svær bane, hvorimod de oftest kun giver maks 70% på en nem bane. Når jeg konkurrerer vil jeg se de bedste af de bedste vinde. I mine øjne er en vinderkanin en kanin der kan tænke, har teknik og power til at klare selv de sværeste udfordringer.

Med de sidste linjer her vil jeg takke af for nu. Forhåbentlig har jeg fået forklaret lidt at de tanker og handlinger der driver Stald Sundahl. Jeg har valgt at give stafetten videre til Camilla Kirk Jensen der er indehaver af Klundtes Hopkaniner. Camilla blev medlem af Hopudvalget for lidt tid siden og jeg syntes det kunne være spændende at høre, hvordan det fungerer hos hende helt derovre på Sjælland.





Skriv til
Hopudvalget



© Copyright - Hopudvalget.dk
Design og layout: Maria Banke og Rasmus Bjerner
Der tages forbehold for fejl og mangler.